Dashe Cellars

Bag Dashe Cellars står ægteparret franske Anne og amerikanske Michael Dashe. De grundlagde Dashe Cellars med en klar fokus på enkeltmarksvine, der afspejler deres markers jordbundsforhold, klima og beliggenhed. Anne og Michael bruger traditionelle fremstilllingsmetoder med vildt gær samt ingen eller kun minimal filtrering og klaring. Det giver vine med struktur og dybde uden at være sødmefulde.

Deres North Coast Cab stammer fra den biodynamiske mark Heart Arrow Ranch, som er beliggende på Eagle Peak i det kølige og nordlige Mendocino County. Vinmarken er plantet mellem oliventræer og grønsagsmarker, og den bliver gødet af køerne, svinene,  kyllingerne og fårene, som græsser imellem rankerne.