Paix Sur Terre

Dette er Paso Robles’ pendant til Morgan Twain-Peterson, som står i spidsen for Bedrock i Sonoma.

Paix Sur Terre er et af vores yngste vinhuse og en ægte “garagiste”. Ryan og Nicole Pease grundlagde vinhuset i 2010 for at producere små, mineraldrevne enkeltmarksvine fra Westside Paso Robles på ældgamle druer – bl.a. Ugni Blanc og Monastrell. De har en forkærlighed for Mourvedre og selvfølgelig også egnens Grenache og Syrah. Deres smagelokale er et bord i Ryans arbejdsgivers lade, og der produceres årligt ca. 800 kasser – i alt!

Vinene hædres regelmæssigt med anmeldelser i 90erne, og Ryans Either Side Of The Hill 2012 blev belønnet som en af San Francisco Chronicles “Best of West Coast 2014”.

Ryan begyndte sin karriere som Linne Calodo-ejer Matt Trevisans højre hånd og var assisterende winemaker hos Epoch, før han overtog roret som head winemaker for Grey Wolf. Hver vin i hver årgang prydes med et unikt maleri af kunstneren Jonathan Blythe, hvilket yderligere understreger Paix Sur Terres tilgang til deres vine, som hver er helt særegen.